Bag om Cocktailen: Cocktails til julefrokost
Det er ikke kun Jon Snow, der siger det – den er god nok: Vinteren er på vej. Dagene bliver kortere og koldere og efterårsvinden blæser og raser. Vi kan trøste hinanden med, at sæsonen for julefrokoster er på vej – og det betyder velkrydrede og stærke julecocktails, som kan varme os i vinterkulden.
Her er vores bud på lækre cocktails til julefrokost, som er en del af vores cateringsortiment vinteren over.
American Flip
Vores første anbefaling er en klassisk cocktailtype, som typisk bliver serveret ved juletid – den amerikanske ”Flip”. Den er lavet på Brandy, fløde, æggehvide og krydret med muskatnød. Tilpas stærk, cremet og sød.
Ingredienser:
- 6 cl Brandy
- 8 cl fløde (38 % eller gerne 50 %)
- 2 cl æggehvide
- Muskatnød
Sådan gør du:
- Tilføj alle ingredienser i en cocktailshaker
- Shake først hårdt uden is for at emulgere æggehviden
- Shake herefter hårdt med så meget is som muligt og si over i et nedkølet glas
- Riv til sidst frisk muskatnød over cocktailen

Apple and Cinnamon Daiquiri
Cocktailen er en twist på den klassiske ”Daiquiri”, lavet på krydret rom, tilføjet frisk æble og krydret med kanel.
Ingredienser:
- 5 cl krydret rom
- 3 cl frisk æblejuice
- 2 cl friskpresset lime
- 2 cl hjemmelavet kanelsirup*
*Kanelsirup kan nemt laves ved at opkoge lige dele vand og sukker og tilsætte et par stænger kanel. Lad herefter siruppen trække til ønsket styrke.
Sådan gør du:
- Tilføj alle ingredienser til en cocktailshaker, tilføj så meget is som muligt og shake hårdt
- Si over i et nedkølet cocktailglas
- Pynt med et tyndskåret æbleskive og drys med kanel

Chrismopolitan
Tredje cocktail er en juleudgave af en ”Cosmopolitan” – ”Chrismopolitan”. Det er en klassisk Cosmopolitan, hvor appelsinlikøren – Cointreau – er udskiftet med hjemmelavet ”Gingerbread sirup”; en krydret sirup lavet af honning eller sukker og krydret med en blanding af typiske julekrydderier, som for eksempel ingefær, kanel, muskatnød og nelliker. Du kan lave din egen ved at opkoge sukker eller honning med lige dele vand og tilføje dine udvalgte krydderier. Lad derefter trække til den rette styrke.
Ingredienser:
- 4 cl vodka
- 3 cl tranebærsaft
- 1,5 cl friskpresset limesaft
- 1,5 cl gingerbread sirup
Sådan gør du:
- Kom alle ingredienser i en cocktailshaker og shake hårdt med så mange isterninger som muligt
- Si over i et afkølet cocktailglas og servér

Rosemary Cooler
Vores sidste anbefaling lyder på en ”Rosemary Cooler”, en frisk, let og aromatisk cocktail lavet på Bourbon og frisk rosmarin, balanceret med agavesirup og friskpresset citronsaft og toppet med danskvand.
Ingredienser:
- 5 cl Bourbon
- 2 cl agavesirup
- 3 cl friskpresset citronsaft
- Frisk rosmarin
- Et skvæt danskvand
Sådan gør du:
- Tilføj alle ingredienser; inklusiv rosmarinkvist, men uden danskvand, i en cocktailshaker, tilføj is og shake alle ingredienserne sammen
- Si over i et glas fyldt med isterninger og top op med danskvand
- Pynt med en kvist rosmarin
Skal i have lækre cocktails til jeres julefrokost i år? Læs mere om vores cateringløsninger til julefrokoster her
